Jeg er underlagt nedenstående retningslinjer for undersøgelser af den kvalitet borgere oplever i min praksis.

Psykologen skal systematisk indsamle informationer om klienters oplevelse af kvaliteten på klinikken for eksempel i form af et spørgeskema. Psykologen bestemmer selv omfang og fokus for undersøgelsen. Psykologen bruger resultatet af klientevalueringer til læring i klinikken.
Hvis der indsamles data vedrørende klienters oplevelser på nationalt niveau, forholder psykologen sig til disse.

Klager
Hvis en klient ønsker at klage over den sundhedsfaglige behandling, skal klagen indbringes til Styrelsen for Patientklager.
Klager kan også fremsættes for Psykolognævnet, som er tilsynsmyndighed for autoriserede psykologer, og som vurderer, om en psykolog har udført sit arbejde med omhu, samvittighedsfuldhed og uhildethed, jf. Lov om psykologer.
Såfremt en klient ønsker at klage over forhold vedrørende praksisoverenskomsten, kan klienten henvende sig direkte til den region, hvor psykologen har sin praksis. Klagen behandles i det regionale samarbejdsudvalg. Sagens parter kan anke afgørelsen til Landssamarbejdsudvalget.
Psykologen medvirker aktivt til udredning af klagesager. I forbindelse med en klagesag er psykologen forpligtet til at afgive fuld oplysning om alle forhold vedrørende klagen til regionernes samarbejdsudvalg og Landssamarbejdsudvalget. Psykologen iværksætter handlinger til forbedringer af kvaliteten på baggrund heraf, hvis det er relevant.

Erstatningssager
Hvis en psykolog bliver bekendt med skader, der antages at kunne give ret til erstatning, har psykologen pligt til at informere klienten herom samt at bistå med en eventuel anmeldelse til Patienterstatningen.